Bloggen som refleksionsværktøj i min arbejdspraksis

Introduktion

Jeg har i en tidligere refleksion sat min egen læringsproces ind i Darsøs model ”Innovationsdiamanten[1]”. Jeg ser stadig min læringsproces i MIL i dette innovationslys og sådan var også mit møde med bloggen. Jeg har naturligvis kendt til genren, men blogs har ikke fyldt meget i mit verdensbillede tidligere. Jeg havde læst nogle enkelte blokindlæg, men har ikke fulgt blogs og har aldrig tidligere kommenteret på blogs.

Vil blogs få en plads i mit verdensbillede fremover? Ja, det vil de, og det har de allerede fået. I mit arbejde med at få min egen blog designet, har jeg hentet hjælp fra alle mulige andre bloggere ude i verden. Fantastisk oplevelse. Lige pludselig kommer der vildt fremmede mennesker ind og virtuelt sidder ved siden af mig ved mit skrivebord og fortæller mig, hvad man kan med de forskellige tekniske plugins og features, som jeg er ved at lære at kende.”Fantastisk oplevelse”, skriver jeg, men også skræmmende, når jeg ved, at disse mange fremmede mennesker samtidig også kan læse mine refleksioner, mine tanker som jeg formidler på min blog. Dette har for mig været ambivalensen ved den stillede opgave. Det har været spændende at skulle reflektere over min arbejdspraksis. Jeg ved, at refleksion skaber læring, for som Dewey hævder, så er interaktion med andre og refleksion en væsentlig faktor i læringsprocessen: vi interagerer med andre, vi får erfaring og kompetencer, vi reflekterer over det lærte og konstruerer ny erfaring. (Dewey[2], s.14). Også Hermansen påpeger : ”Understregningen af metarefleksionens betydning i 2. ordens kybernetiske læringsforløb (…) lægger efter min opfattelse alen til en generel forståelse af, hvordan den bevidsthedsmæssige forarbejdning foregår, idet den understreger nødvendigheden af positionsskift mellem iagttagelse og metaiagttagelse.(Hermansen[3] s. 120). Så metaiagttagelsen af min arbejdspraksis har igangsat en læringsproces hos mig. Imidlertid har det været grænseoverskridende at skulle dele disse personlige overvejelser med offentligheden, og det er jo netop bloggenrens inderste væsen, som for mig bliver et skisma. Imidlertid er der for mig en forskel på den ”offentlighed”, der kan læse min blog, for det er ikke grænseoverskridende at skulle dele med andre MIL-studerende, for vi er jo i samme båd: kender baggrund, metode, formål osv. Denne opdeling af ”offentligheden” er et centralt omdrejningspunkt for min refleksion om bloggens egnethed som refleksions- og formidlingsværktøj i min arbejdspraksis.

Bloggens fremtidige brug i min arbejdspraksis

Jeg synes bloggen som genre er rigtig god som formidlingsværktøj. I min funktion som gymnasielærer kan jeg se den i brug som ”klassens opslagstavle” med generel info, spørgsmål/svar på faglige problemstillinger, og også som en struktureret og dynamisk oversigt over undervisningens faglige indhold (en slags ”pensumliste”). Denne anvendelse minder om punkt 1 på Dohn og Johnsens liste over fokuspunkter for didaktisk anvendelse af bloggen (Dohn og Johnsen[4] s. 60-61), og de kalder formålet for denne anvendelse ”Faglig (emne-/indholdsmæssig) forståelse”.

Som værktøj i min franskundervisning tror jeg også, bloggen vil kunne bruges. Eleverne vil kunne designe deres egne blogs og selv forfatte små tekster til bloggens indhold. Denne anvendelse kalder Dohn og Johnsen for ”Opøvelse og udøvelse af faglige færdigheder og generelle kompetencer”. Jeg synes godt, at elevernes blogs kan være offentlige, fordi det sandsynligvis mest vil være beskrivende stof på bloggen, og dette er ikke så personligt, som hvis der er tale om en analyse, altså nogle begrundede holdninger til noget. Her vil eleverne måske snarere få et kick over, at andre kan klikke ind og se deres kunnen på fremmedsproget. Dohn og Johnsen nævner dog også, at bloggens formål også kan være evaluering af egen læringsproces evt. i dialog med underviseren, men det ville jeg ikke anvende bloggen til med mindre den er privat.

I min funktion som studievejleder kan bloggen også være rigtig god, fordi der ofte er generelle beskeder og informationer, som de unge mennesker skal have, men som de ikke ved, hvor de kan finde, fordi de ikke læser deres mails. ”Studievejledernes blog” er en oplagt ide. Denne funktion kalder Dohn og Johnsen for ”Tværgående (proces) vejledningsfunktion.

De ovenfor nævnte eksempler på brugen af bloggen finder jeg hensigtsmæssige, og bloggen må i disse tilfælde gerne være offentlig.

Når jeg kommer til min undervisning som dansklærer, så er jeg ikke så begejstet for offentlige blogs med mindre genren ”blogs” decideret er fokus for undervisningen. Eleverne skal naturligvis arbejde i COPs, men det er ikke umiddelbart bloggen, jeg vil bruge som refleksionsværktøj. Jeg vil snarere anvende nogle af de andre kommunikationsværktøjer som Google docs, Slack eller andet, hvor man kan lave grupperum. Hvis jeg skulle bruge bloggen, skulle brugerne begrænses til inviterede. Jeg tror, det er rigtig vigtigt at give eleverne tryghed i arbejdsprocessen, ved at de ved, hvem der kan følge med fra sidelinjen. Nogle af eleverne kan være meget sårbare i faglige diskussioner, fordi de er nervøse for ikke helt at have forstået stoffet, og det vil de helst ikke vise offentligt. Derfor tror jeg, at den vidensopbyggende diskussion vil foregå meget bedre i nogle andre former for CSCL-fora.

På samme måde synes jeg, at kollegiale, vidensopbyggende diskussioner med afsæt i dagligdagens problemstillinger skal foregå i lukkede fora, med mindre der er tale om diskussioner af generelle spørgsmål. Jeg synes fx det er enormt interessant at gå ind og læse på nogle af blogs’ene på http://gymnasieskolen.dk/debat , men det er fordi de omhandler generelle faglige/pædagogiske/didaktiske problemstillinger, som offentligt diskuteres. Mine faglige, pædagogiske/didaktiske overvejelser om min undervisning vil jeg rigtig gerne diskutere og evaluere med kolleger, men det skal ikke foregå på en offfentlig blog. Det er for den lukkede gruppe.

Min MIL-blog

Min refleksionsproces på MIL-bloggen har været rettet direkte mod den begrænsede arbejdspraksis, jeg har lige nu. Jeg er jo på orlov fra min stilling i DK og fungerer nu som assistant teacher i fransk nogle timer om ugen på en engelsk public school. Det har været en spændende proces, hvor jeg via mine refleksioner og på baggrund af nogle kommentarer på mine indlæg nåede frem til, at min bedømmelse af den undervisning der foregik i klassen, blev givet på et helt forkert grundlag. Jeg befandt mig i en anden kultur, med en anden aldersgruppe, med et andet skolesystem der har nogle helt andre krav, end jeg var vant til, men jeg bedømte læringssituationen med det samme sæt briller på, som jeg var vant til. Refleksionsprocessen på bloggen har bestemt været lærerig, men det var jo ikke sådan, at der opstod spændende diskussioner, som der gjorde i de forskellige fora i Moodle, da vi diskuterede der. Jeg tror en afgørende faktor er, at selv om vi alle er MIL-studerende, så er vores formål med bloggen individuelt: det handler om ens egen arbejdspraksis. Min oplevelse når jeg var rundt på de andre blogge, var at blogindlæggene tit var lidt for specifikke til, at jeg følte trang til at kommentere på dem på anden vis end: ”Hvor lyder det spændende” eller ”Hvor er det interessant…”, og det er jo ikke særligt vidensopbyggende. Sorensen, Takle og Moser skriver også: ”CSCL learning models treat the learner as an active participant in a collaborative community and see active participation as a key element in the individual development of cognition. They assume the idea of a common, shared goal and an explicit motivation, intention and ownership related to this goal. In more general terms successful technology-enhanced collaboration implies common goals, a shared focus and collection of individual competencies for the advantage of the group”[5].

Iscenesættelsen, der lå i opgaveformuleringen, hjalp os på vej, således at vi fik kommenteret på hinandens indlæg, men det blev ikke med den energi, som eksisterede i Moodles kollaborative dialogrum, fordi vi ikke havde et ”common shared goal”. Men det kan der naturligvis sagtens være på diverse blogs. Bloggenren giver rum til kollaborativ vidensopbyggende dialog, og det kan bestemt anvendes i læringsøjemed. Arbejdet med bloggen har været rigtig god læring for mig.

[1] Innovationspædagogik, Lotte Darsø, Samfundslitteratur, 2011, s.67

[2] Demokrati og Uddannelse, Indledning til en klassiker, Claus Madsen og Per Munch, s. 14

[3] Læringens univers, Mads Hermansen, Forlaget Klim 2013, s. 120

[4] E-læring på WEB 2,0, Nina Bonderup Dohn, Lars Johnsen, Samfundlitteratur, 2009

[5] Elsebeth K. Sorensen, Eugene S.Takle, Heather M. Moser (2006), Knowledge-building quality in online communites of practice: focusing on learning dialogue, Studies in Continuing Education, 28:3, s.243

Mindmap som skitse for refleksioner

Første step på vejen til refleksion i prosaform

Refleksioner over blokdesign

Hvad er der på spil?

Jeg har måttet sætte mig tilbage i sædet og reflektere over, hvad det er for faktorer, der er i spil, når jeg deltager i franskundervisningen i Year 10 som assistant teacher. Jeg kan se på mine tidligere blogindlæg, at jeg lægger en distance til den undervisning, der foregår, men hvorfor gør jeg det?

Jeg er ikke englænder og er ikke opdraget i det engelske skolesystem, men i det danske, og derfor er det også med de danske briller, jeg betragter den engelske skole, og det bør jeg jo ikke gøre. Er der pludselig dukket en kulturel snæversynethed ind i mig? Jeg som troede, at jeg var kulturrelativist…..Jeg kender ikke de kompetencemål som underviseren styrer sin undervisning efter, og de er selvfølgelig årsagen til at undervisningen foregår, som den gør. Endvidere er der jo tale om en yngre aldersgruppe end dem, jeg er vant til at undervise, og det spiller også en rolle for undervisningen. I Piagets faseteori skulle disse børn have nået den formelt operationelle periode (de er ca.14 år), hvor de udvikler evnen til at tænke abstrakt og teoretisk og evnen til at løsrive tænkningen fra den konkrete kontekst og gøre den uafhængig af billedet eller virkeligheden (Hermansen[1]). Jeg vurderer dog mange af børnene i klassen til ikke at være så langt i denne udvikling, da jeg ikke har set eksempler på, at de løsriver tænkningen fra den konkrete kontekst. Det falder også meget godt i tråd med Brigitte Tonns kommentar til mit sidste blokindlæg: ”Det minder mig om, at jeg på et kursus for nylig i målstyret undervisning fik fortalt af underviseren, at man i England havde foretaget en stor undersøgelse af eleverne. Her opdagede man, at eleverne først nåede det formelt-operationelle stadie, når de var 13-14 år. Og man mente, at det var på baggrund af det øgede fokus på mål og test, som ikke havde fokus på abstrakt tænkning. Så hvis testen går ud på at finde den rette sætning og at man ikke selv skal tænke eller konstruere den tja. Det giver da stof til eftertanke.”

Min fornemmelse er også, at den engelske fremmedsprogsundervisning er meget mål- og teststyret, og det kan på mange måder være godt, men man skal hele tiden have for øje, at det overordnede formål med undervisningen er, at eleven skal lære at kommunikere på fremmedsproget. Jeg synes, der bør lægges mere vægt på at få eleverne til at kommunikere med hinanden på fransk i stedet for at have fokus på at indlære de på forhånd konstruerede sætninger.

I bogen ”Fremmedsprog i gymnasiet[2]” minder Dorte Fristrup os om, at vi skal anskue mundtlighed i sprogundervisningen i både et produkt- og et procesperspektiv. Hvis formålet er at lære sprog, betragtes talen som en proces, men hvis formålet er at kommunikere, betragtes talen som et produkt. Det er vigtigt, at man i sprogundervisningen giver plads til begge dele. Dorte Fristrup skriver: ”Talen som hhv. proces og produkt har forskellige modtagere, form og formål, og kravet til korrekthed er ikke det samme i begge tilfælde, hvilket det er oplagt at udnytte didaktisk,” (s.98). I min optik skal processen prioriteres i højere grad end det jeg har oplevet endnu herovre. I processen øver eleverne sig i at tale vha. stilladsering, vha. samtaleøvelser parvis og i grupper, og det gør ikke noget, at sætningerne ikke er korrekte, at udtalen ikke sidder lige i skabet osv. Hvis eleven har for meget fokus på produktet: at sige en korrekt sætning, så går glæden af at forsøge at kommunikere. Det er utrolig vigtigt, at man giver eleverne glæden og troen på, at de kan begå sig på fremmedsproget.

[1] ”Læringens univers”, Mads Hermansen, Forlaget Klim, 2005, s.51

[2]”Fremmedsprog i gymnasiet – Teori, praksis og udsyn”, red. Af Hanne Leth Andersen, Sisana S. Fernández, Dorte Fristrup, Birgit Henriksen, Samundslitteratur, 2014, (s.97-101)

Vive la langue française but it’s so difficult to learn!

Hvorfor syntes jeg ikke, at den første fransklektion jeg var med til, fungerede så godt? Hvordan kunne undervisningen blive bedre?

Undervisningen var tilrettelagt med stærk styring i forskellige sekvenser. Eleverne arbejdede med det samme stof på forskellig måde i forskellige værksteder og roterede så fra værksted til værksted. God ide som vidner om en bevidsthed om forskellige læringsstile, og om at eleverne skal være aktive for at lære. Imidlertid var opgaverne opbygget meget mekanisk, idet eleverne skulle vælge et svar ud fra nogle forskellige muligheder. Enten skulle det skrives eller også skulle det siges højt eller vælges fra en bunke med svar. Det var det, man lavede i de forskellige værksteder. Der var kun rigtige svar, dvs. det handlede om at få eleven til at  genkende ”ordbillederne” og reproducere talen. Et eksempel kunne være et spørgsmål om, hvor eleven havde været henne på ferie. Eleven skulle så svare (ved at skrive, sige eller vælge en seddel alt efter hvilket værksted  de var i): ”Jeg har været i Spanien”. Eller  ”Jeg har været i USA.” (på fransk selvfølgelig). Ved mit bord, hvor det var den mundtlige udtryksfærdighed, der blev øvet, var det mig, der skulle stille spørgsmålet, og eleven skulle svare.

Undervisningen gik altså ikke ud på, at eleven selv skulle producere tale, men om at reproducere de sætninger, som var lavet på forhånd. Der var tale om en deduktiv tilgang, og formålet var at kunne bruge de udenadlærte fraser, altså en behaviouristisk tilgang hvor belønningen kom i form af ros fra underviseren, når sætningen var reproduceret. Jeg spurgte flere gange eleverne, om de forstod, hvad de sagde, og det gjorde de faktisk ikke. Hmmmmm…. ikke særlig tilfredsstillende oplevelse.

Jeg vil i den kommende fransktime forsøge at arbejde videre på det ”stillads”, som allerede er bygget, men jeg vil forsøge at lade eleverne producere mere sprog selvstændigt. De skal få en fornemmelse af, at de taler fransk – også selv om det er svært. For at hjælpe dem til at forstå udtrykkene og dermed blive bedre til at huske dem har jeg valgt at bruge en masse billeder, som illustrerer udtrykkene. Dvs. at eleven på sigt (forhåbentligt) kan genkende ordene vha. billederne. De skal ikke som før bare reproducere, men forsøge selv at konstruere sætninger med udtrykkene. Jeg starter dog øvelsen med at lade dem se og snakke sig igennem nogle modeller med spørgsmål og svar, hvorefter de selv skal tale ud fra billederne.

Eksempel på elevernes første  og anden gennemgang af et af spørgsmålene:

Min forhåbning er, at eleverne ved anden gennemgang nu forstår hvad de siger, og derfor bedre selv vil kunne sammensætte en sætning og besvare spørgsmålet i stedet for bare at reproducere det skrevne. Jeg håber også, at billederne vil kunne gøre det lidt sjovere at samtale. Jeg har i hvert fald forsøgt at vælge billeder med humor.

Næste step i progressionen vil være, at eleverne får billederne uden hjælpegloser, men der er vi ikke endnu. Nu må jeg se, hvordan næste time bliver.

Vive la langue française but it’s so difficult to learn. 😉

Første skoledag

Dem har jeg haft nogle stykker af, men nu har jeg prøvet det igen. Den første række af mine ”første skoledage” var mine egne, den næste række af mine ”første skoledage” var alle de   1. g klasser jeg har taget imod, og så har der selvfølgelig været mine egne børns ”første skoledage”. Nu prøver jeg det igen….min første skoledag på en engelsk skole, hvor jeg har tilbudt min hjælp som ”assistant teacher” i fransktimerne.

Min situation er den, at jeg har undervist i den danske gymnasieskole siden 1993 og sidste år gik jeg på orlov fra min stilling, da min mand fik job i England. Det første år er gået med at få familien til at fungere. Mine to piger har nu overstået første år i gymnasiet herovre og er startet i Upper Sixth, det sidste år af den engelske gymnasieskole. Jeg er klar til nye udfordringer og derfor har jeg søgt ind på en public school som frivillig assistant teacher i fransk. Jeg skal følge en klasse nogle timer om ugen.

Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal have på, for jeg ved fra mine pigers skole, at påklædningsreglerne kan være ret strenge. På deres skole skal man være klædt businesslike hver dag: blazer og nederdel/buks skal være af samme mørke farve (blå, sort, grå), hvid eller lys skjorte. Jeg vælger en sort blazer, hvid skjorte og sorte bukser, og det var et godt valg. Jeg lignede de andre undervisere.

Man kan ikke bare gå ind på en engelsk skole. Jeg henvender mig i receptionen og skal skrive mig ind, hvorefter jeg bliver hentet ind bag den låste dør af den kommende kollega. Jeg bærer et skilt om halsen med ordene ”Visitor”. Inde bag murene mødes jeg af en masse børn i mørkeblå skoleuniform: blå bukser eller nederdel og blå sweater med skolens røde logo på, ternet slips og sorte sko. Ganske almindelig børn, de ligner bare slet ikke dem, vi ser i den danske folkeskole, fordi de har skoleuniform på. Det ser nu umiddelbart ikke ud til at gøre den store forandring, der er stadig (især)drenge, der har beskidte knæ eller hul på knæet efter frikvarterets fodboldkamp og nogle af pigerne har snoet nederdelen højt op i livet, så den bliver kortere. Altså ganske almindelige børn og teenagere, som både ligner og ikke ligner dem, jeg er vant til at omgås i DK.

Jeg er spændt på, hvordan der undervises i fransk i den engelske skole. Jeg skal med ind i klassen: Year 10. Eleverne her er ca. 14 år. Emnet er ”Vacances” (ferie). Underviseren har klistret nogle spørgsmål og svar op rundt omkring på væggene. Eleverne skal altså forstå spørgsmålet for at kunne finde svaret på spørgsmålet på et af de andre opslag. Eleverne er ikke specielt koncentrerede, men suser rundt i klassen og får efterhånden samlet svarene ind med hjælp fra undervisere og andre elever. Det er herefter meningen, at jeg skal tale med eleverne seks stykker ad gangen. Jeg skal øve udtale med eleverne, får jeg at vide. De får nu alle spørgsmål og svar udleveret på et ark. Eleverne skal slå med en terning, og jeg skal stille dem det spørgsmål, som har det nummer, som terningen viser. Det bliver en ret stillestående seance, hvor eleven slår med terningen, jeg stiller spørgsmålet, og de læser et svar op fra et ark, som de har fået udleveret. Jeg forsøger at give lidt energi til seancen ved at overdrive min begejstring og sige ”Ah, mais c’est bien ça ”, ”Super bien” osv.

Efter timen er der frokostpause, og nogle af eleverne skal blive i pausen og fortsætte øvelsen med mig, fordi de har klaret sig dårligt ved sidste års eksamen. De får lov at gå ned og hente en sandwich og kommer vrangvillige tilbage. Klassens underviser indgår en aftale med eleverne om, at vi ikke bruger hele frikvarteret, men 20 minutter af de 35 minutter, men så skal de også være effektive. Jeg har samtale med eleverne to og to, og de arbejder OK. De gør det for min og lærerens skyld – ikke for deres egen.

Dette er starten på mit bekendtskab med den engelske folkeskole, og det bliver baggrunden for mine skriverier på min blog. Jeg vil prøve at reflektere over de oplevelser, jeg har ved at være assistant teacher, hvor det ikke er mig, der bestemmer, hvad der skal foregå i timerne. Jeg iagttager og vil reflektere over undervisningsform og læring. Jeg har aftalt med klassens underviser, at jeg næste gang skal medbringe en samtaleøvelse, som jeg vil lave med eleverne. Jeg vil forsøge at få lidt mere energi ind i øvelserne, men jeg er på lidt usikker grund, for den måde jeg plejer at undervise på, er meget anderledes end det, jeg har oplevet på min første skoledag. Jeg må prøve mig frem.

Tanker om læring via blogs

Denne blog er udarbejdet i forbindelse med mit Masterstudium i ikt og læring. Jeg skal designe bloggen og tage stilling til, hvilke elementer jeg  ønsker integreret og hvilke grafiske virkemidler, jeg synes afspejler min arbejdspraksis. Jeg skal reflektere over min egen arbejdspraksis og løbende vurdere/designe/manipulere min blog æstetisk.

Dette er min debut som blogger, og jeg synes opstarten har været vanskelig, fordi jeg ikke har kendt til hverken de tekniske anordninger eller den terminologi, som anvendes i forbindelse med blogs. Jeg bliver klogere dag for dag, og det håber jeg vil afspejle sig i udviklingen af min blog.